Debutant guld i Roskilde.

Daniel

 

27 samlet med bus, deraf 14 kæmpere samt en bilfuld, var i lørdags, i Roskilde til Beg/talent stævne.

Med på turen var 3 debutanter, med store forventninger. Og de blev da så sandelig indfriet.

Daniel Ø. Kristensen, var helt og aldeles i særklasse. Trods sine kun 12 år og gule bælte var han rolig og afbalanceret, velovervejet i alt hvad han lavede, og komplet overlegen mod både angribende som defensive modstandere. 4 kampe, 4 sejre der blev fejret med en lufttur af holdkammeraterne. GULD

Trine Dyreborg kæmpede trods nerver, en flot kamp, så længe luften holdt. Landede nogle meget klare og hårde træffere, men gik desværre ”død” og måtte tage imod lidt for meget. Tabte en flot finale til en mere rutineret modstander, men kunne være stolt over sin indsats. SØLV

Abdi Mohammed, klubbens sidst tilkomne, havde 2 hårde kampe. Han tabte begge to, måske pga. overdreven respekt for opgaven, for det var som om han i anden kamp, havde smidt noget af forsigtigheden, og gik mere til den. Det var i hvert fald en tættere kamp. Flot af Abdi. Bronze

Det var så debutanterne. Men hvad med resten?  Klarede de sig så ikke godt?

Joda.

Maja Bjerre-Madsen pulveriserede alle sine modstandere – igen. 1. Kamp var slut efter bare 8 sek. For da førte hun med 7 point. En anden modstander fik armen i gips efter mødet med Majas benhårde spark, så hun var, for at bruge Simon Jessens ord, SKRÆMMENDE. GULD

Janni V. Iversen, var i finalen mod klubkammeraten Sofie Jessen, og da hun havde revance til gode, kunne man godt se, at hun var tændt. Janni vandt efter nogle rigtig gode spark kampen, og har nu udlignet. Det var tydeligt, at Janni har været flittig til træning, siden sidste stævne. GULD

Sølv medaljerne gik til: Sofie Jessen, Simon Jessen der trak sig fra finalen pga. skade, Thomas Enevoldsen, Mikkel Nielsen, Kári Kristensen samt Trine Dyreborg.

Bronze medaljerne fik: Abdi Mohammed, og Sara Tøt.

Simon fik også fighterpokalen, for bedste Junior talent kæmper.

Desværre var der også denne gang lidt dommerbøvl, som i flere kampe i streg gik ud over Tobias. Den lille dreng, 32 kg, blev flere gange snydt så vandet drev. Det er synd for ungerne, der kører så langt for at kæmpe, at de så skal udsættes for tvivlsomme dommerkendelser om og om igen.

Udenfor medaljerækkerne, kom Jonas Bjerregård, der i sin første kamp, mødte den senere guldvinder. Det gav lige en hævet overarm, og øm ankel, så Jonas valgte at trække sig fra resten. Han havde ellers vist flot moral i kampen. Den sidste uden medalje er Smølf – bedre kendt som Cecilie Svenning. Hun ramte og ramte og ramte. Desværre glemte hun lige at komme det sidste stykke væk, så desværre ramte hendes modstandere lige et par gange mere.

Esbjerg CITY blev i øvrigt den næstmest vindende klub til stævnet, for drenge og piger, børn. Det er da flot - hva?

Vi var alle i rødt, der stod BAGER MAX ret mange steder i hallen. Vi blev hørt. Der var en mur i rødt, hvidt og sort når man kom ind i hallen. Der blev bakket op til ALLE kæmperne. HELE dagen.

Busturen var lang, lidt kold sagde nogle – det var vist noget med nogle knapper og håndtag der bare skulle indstilles rigtigt. Det blev så ordnet inden vi kørte hjem. Meget trætte, meget glade og meget lidt sovende.

Tak til specielt BAGER MAX, for alt det lækre morgenbrød og pålæg. Bedre sponsor finder man ikke. Og tak til John, vores chauffør, som sikkert og utætteligt førte os begge veje. Bjørn vores utrættelige kameramand, ja jeg kunne blive ved.

Til sidst…..

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på en gammel sang når jeg kiggede ind i hallen, og så alle klubbens  støtter.

”Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen……….osv”

Fantastisk oplevelse, igen at kunne være en af de store blokke i hallerne.